Når lysten driver værket

Men jeg ville aldrig være foruden…

Men jeg ville aldrig være foruden…

Inden inspirationen kan fortsætte, synes jeg, at jeg vil fortælle dig om, hvem jeg er, så det hele ikke bare bliver billeder, opskrifter og lutter lagkage.

 

Jeg hedder Sofie Andresen, jeg er 23 år, og bor på Frederiksberg sammen med min kæreste Frederik, som jeg mødte første gang for 6 år siden, da vi startede i samme gymnasieklasse 😉

Jeg har mine forældre og to yngre søstre, og jeg er nok storesøster med stort S. Måske ikke bare et stort S, som andre store søskende, men ekstra stort S, fordi min ældste lillesøster, Caroline, er handicappet.

Caroline og jeg er det man kalder pseudotvillinger. Hun blev født, da jeg var 17 måneder gammel, og der er ingen tvivl om, at den jeg er i dag blandt andet skyldes hende – og jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg på ingen måde ville have været hende foruden! Jeg lærte tidligt at tage ansvar og tilsidesætte mine egne behov – ikke fordi jeg blev bedt om det, eller følte at det var en forventning fra mine forældres side, men fordi det er dét børn gør.

Der er glæde, belasting, lykke og sorg forbundet med at være søskende til en med et handicap. Lykken for mit vedkommende er forbundet med at se en man elsker så ubetinget højt klare sig så godt og udvikle sig – måske langsomt, men der er en udvikling. At se den glæde og naive indstilling som oftest er ”deres” tilgang til livet, er virkelig noget vi andre kunne lære af.
Samtidig fylder frustrationer, sorg og afmagt desværre også… Frustrationer og afmagt i at overdrage sin søster til nogle andre (et bosted), hvor man ikke altid føler at ressourcerne er tilstrækkelige. Man ser den side af systemet, man ikke kender til, hvis ikke man er inden for de fire vægge. Måske vi sætter for høje krav, måske sparer systemet for meget…. Jeg ved det ikke, men jeg ved bare, at når man elsker en så højt, vil man flytte bjerge for dem, og gøre alt for at de har det godt, og at acceptere at andre nødvendigvis ikke har det på samme måde, kan være rigtig svært…

Caroline er et livsstykke uden lige. Hun er altid så glad, og er enormt dygtig, til alt hvad der har med teknik at gøre. Selvom hendes sprog er begrænset, og at hun ikke kan gå, så giver hendes stædighed pote, i forhold til hvor langt hun er kommet. Vi snakker dagligt med hende på FaceTime – thank God for den teknologiske udvikling- og Steve Jobs havde været stolt af at se de små børn, gamle mennesker og handicappede bruge hans opfindelser!

Hun elsker at snakke med Frederik og mig – og især Frederik! Hun skriger op af glæde, når han dukker frem på skærmen, de driller hinanden og fjoller – og det er fantastisk at se! Det har altid været vigtigt for mig, at mine kærester har kunne tage godt imod Caroline, og det gør mig virkelig lykkelig helt indeni, at Frederik og Caroline har det så godt sammen!

Derudover skal det siges, at jeg på ingen måde er flov over at have en handicappet søster. Jeg snakker meget om hende, og det har jeg altid gjort – både med min familie, venner, klassekammerater og bekendte.

Mine forældre har altid været rigtig gode til at ”afmystificere” Caroline overfor mine venner. Jeg husker tydeligt da jeg startede i skole, og mine forældre tog Caroline med ind i klassen en af de første dage. De havde aftalt med min klasselærer og mig, at de skulle holde en lille fremlæggelse om Caroline. Dengang tænkte jeg ikke så meget over dets betydning, men i dag er jeg dem evigt taknemmelige for deres styrke, ærlighed og ikke mindst omsorg.
De var lige de skridt foran, hvilket gjorde, at jeg aldrig blev drillet, der var ingen der sagde noget grimt om min søster, eller syntes hun var underlig, for de vidste hvorfor hun sidder i kørestol. Når hun kom med min mor og hentede mig fra skole, løb de over til Caroline og snakkede med hende, og ja man kan kun holde af Caroline, når man kender hende. Hatten af for mine seje forældre!

 

Nu har jeg vist snakket nok om det, men jeg havde bare brug for at fortælle jer om det, da det er sådan en stor del af mig, og hvem jeg er i dag, som jeg ikke lægger skjul på. Jeg tænker, at en blog er et godt forum til at åbne op, uddybe, og starte en dialog. Vi har alle sammen noget med i bagagen, vi skal lære at håndtere og leve med, og dermed blive den bedste udgave af os selv, og komme stærkere ud på den anden side.

Vi har et meget stærkt og tæt familiebånd og min familie betyder alt for mig. Familie er for mig forbundet med nærvær og hygge, og der hører ofte en lille bolle eller et stykke kage til 😉

 

Tak fordi du læste med!

 

Knus fra S

 



6 thoughts on “Men jeg ville aldrig være foruden…”

  • Hvad er grunden til hun blev handicappet? Hvis man må spørge – og hvordan er hun handicappet? Jeg synes der er meget om det at være anderledes og få børn lige nu på DR som tema. Spændende programmer. Men også et svært emne.

    • Man ved ikke hvad grunden er, det blev først opdaget, da hun var 7-8 måneder gammel. Hun er spastikker. Ja der har været en del programmer 🙂
      Rigtig god påske til dig og dine.
      Knus Sofie

  • Rigtig flot indlæg. Og ja, familien er med til at forme den man ender med at være. Foruden alle de andre ting der påvirker en. Caroline må være mindst lige så glad for dig, som du er for hende 🌹🌹

    • Kære Susanne.
      Tusind tak for din søde besked 🙂
      Der er ingen tvivl om, at familien og ens nærme former en til, at være den person man er i dag, og at Caroline bestemt har været med til at “forme” mig.
      Rigtig dejlig påske til dig og dine.
      Knus Sofie

  • Hej Sofie.
    Tusind tak for dit ærlige blogpost.
    Det gør mig så varm om hjertet at læse.
    Jeg har to børn. Min søn på 2 1/2 år fik pludselig et epileptisk anfald,, da min datter var 3 uger gammel.
    Da han blev 3 år fik han et stort anfald som medfølgende gav ham en hjerneskade.
    Fysisk er han velfungerende. Det er kognitivt han er hårdest ramt.
    Vi fortæller altid vores datter, at hendes storebror giver os den største gave vi nogensinde kan få. Den er svær at modtage, men den vil styrke os som mennesker og forme os til at favne bredt.
    Jeg ønsker for min datter, at hun vil se tilbage på sin barndom som du gør på din.
    Tak❤

    • Kære Connie.
      Mange tak for din søde besked og din ærlighed. Det gør mig ondt at læse, men jeg tror bestemt, at jeres datter vil komme endnu stærkere og mere omsorgsfuld ud på “den anden side”. Endnu en gang tak for din ærlighed.
      Knus Sofie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *