Når lysten driver værket

Hindbærsnitter

Hindbærsnitter

Jeg har givet mig i kast med at lave hindbærsnitter – egentlig ikke en kage, der førhen har sagt mig noget, men I var flere der ønskede, at jeg lavede dem, så det er hermed gjort. Jeg tror faktisk, at I har fået mig overbevist. Den her opskrift kan i hvert fald noget – en blød, smagfuld hindbærsnitte, hvor der ikke bliver gået på kompromis med ingredienserne. Dog har jeg valgt at bruge en god købe-marmelade i stedet for at lave min egen, da det nogle gange bare skal være nemt og gå hurtigt. Men du kan selvfølgelig sagtens lave din egen hindbærmarmelade 😉

Ingredienser

250 g hvedemel

50 g mandelmel

200 g smør

120 flormelis

1 nip salt

1/2-1 polynesisk vaniljestang (suppler evt. med vaniljepasta eller vaniljepulver)

1 æggeblomme

1/2 spsk. vand (kun hvis nødvendigt)

 

Glasur

2 æggehvider

Flormelis

Ideer til pynt

Krymmel

Frysetørret hindbær

Konditor pistacie

 

Dejen kan enten laves på en foodprocessor eller i hånden – det vigtige er bare, at du ikke ælter dejen, men blot samler den, til den er ensartet.

Flæk vaniljestangen på den lange led og skab kornene ud. Mos vaniljekornene ud i lidt flormelis, så de bliver skilt lidt ad. Bland vaniljesukker, hvedemel, mandelmel, flormelis og salt i en skål og smuldr smørret heri. Dejen skal samles til den er ensartet med æggeblommen. Kom dejen i en frysepose og læg den på køl 1/2- 1 time.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft

Der er nu to måder at lave hindbærsnitterne på, du kan enten samle snitten med marmelade inden den kommer i ovnen, eller efter den har været i ovnen – personligt synes jeg bedst om smagen, når man bager mørdejsbundene uden marmelade.

Samling efter ovn:
Drys lidt mel på bordet og rul dejen tyndt ud (ca. 3-4 mm). Stik dejen ud med udstikkere, og læg dejstykkerne på en bageplade med lidt mellemrum (jeg brugte denne udstikker  Ø:9,5 cm). Bag i ovnen i ca. 9 min eller til de er gyldne.

Lad bundene køle helt af

Glasur

Se på min instagramprofil under højdepunktet ‘hindbærsnitter’, hvordan jeg har lavet mønstret glasur.

Bland æggehvider og flormelis med en gaffel til du har den rette konsistens tilsæt evt. lidt pastafarve.

Kom glasur på den ene bund og drys med det samme med det ønskede pynt, inden glasuren størkner. Kom hindbærmarmelade på den anden bund og saml de to med et let tryk.

Samling inden ovn:

Del dejen i to dele. Rul de to stykker dej ud på hver deres stykke bagepapir til rektangler.
Smør hindbærmarmelade ud i et jævnt lad på det ene stykke dej, lad en 1 cm dej hver fri i kanten. Læg det andet stykke dej ovenpå, og mas med en gaffel i kanterne, så dejen bliver trykket sammen, og marmeladen derved ikke løber ud. Prik med en gaffel i dejen, så du ikke risikerer at dejen revner grundet lufttrykket indeni.
Bag snitten i 18-20 min til den er gylden og lad den køle helt af.

Glasur

Bland æggehvider med flormelis til du har den rette konsistens tilsæt evt. lidt pastafarve.

Kom glasur på toppen og drys pynt på inden glasuret størkner. Skær herefter snitterne ud i de ønskede størrelser.

 

God fornøjelse

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *