Påskekage (citronmåne med hvid chokolademouse)

Til ca. 12 pers.
Du kan finde en how to i højdepunktet påskekage på min Instragram profil
Hvid chokolademousse
2,5 dl fløde
1,5 ark husblas
1/2 tsk vaniljepulver
150 g hvid chokolade
Skallen fra 1 øko citron
Udblød husblas i koldt vand i ca. 10-20 min. Kom vanilje, citronskal og fløde op i en kasserolle og varm det op til lige under kogepunktet.
Kom den hvide chokolade i en skål, der kan tåle høj varme. Hæld fløden over chokoladen og lad det stå lidt, før du rører rundt i det. Vrid husblas for vand og kom det direkte i den varme fløde. Rør forsigtigt rundt med en dejskraber til alt chokoladen er smeltet.
Kom husholdningsfilm helt ned på chokoladefløden, det skal røre hinanden, så der ikke dannes kondens. Sæt på køl i minimum 3 timer, men gerne natten over.
Citronmåne
200 g blødt smør
200 g rørsukker
1 tsk vaniljepulver
150 g marcipan
Et nip salt
3 æg
Saft og skal fra 4 små øko citroner
1,5 tsk bagepulver
180 g mel
2-3 spsk blå birkes
Tænd ovnen på 180 grader alm. ovn.
Riv marcipan groft. Kom sukker, salt, vaniljepulver, smør og marcipan i en skål og pisk med en el-pisker til en ensartet masse. Pisk herefter et æg i ad gangen.
Riv citronskal fint og kom saft og skal i. Sigt herefter mel og bagepulver i og vend forsigtigt med en dejskraber. Vend til sidst birkes i.
Beklæd to springforme (16 cm i dia.) med bagepapir i bunden, og smør kanterne med smør, og fordel dejen ligeligt i de to forme.
Kom dem i ovnen (de kan godt stå ved siden af hinanden) i ca. 40-45 min (vejledende bagetid). Bagetiden kan variere meget fra ovn til ovn, så hold øje med din kage ved at stikke en kagenål i midten af kagen. Der må ikke sidde flydende dej på nålen, men kagen skal stadig være lidt klæg.
Lad kagen køle helt af før du befrier den fra springformen.
Samling af kagen
Pisk chokolademoussen med en elpisker til den bliver lys og luftig.
Tag kagerne ud af springformene og beklæd en af springformene med nyt bagepapir i bunden samt kageplast rundt i kanten. Kom den ene citronmåne ned i springformen, smør chokolademoussen på i et jævnt lag og læs derefter den anden citronmåne ovenpå og giv den et let tryk.
Stil kagen på køl i 2-3 timer.
Opsmørring af kagen
250 g stuetemperet smør
200 g flormelis
150 g hvid chokolade
Smelt chokoladen i en kasserolle ved lav varme, og lad den derefter køle helt af. Pisk smør lyst og luftigt og sigt herefter flormelis i og pisk videre. Pisk herefter den smeltede, afkølede chokolade i.
Sørg for når du skal smøre smørcremen på kagen, at den hverken er for flydende eller for fast. Er den lidt for flydende/smeltet, kan du komme den på køl (hold øje med at den ikke bliver for fast).
Befri kagen fra kageplast og brug en paletkniv til at beklæde din kage med smørcreme. Smør et lag smørecreme på, sæt på køl, smør et nyt lag smørcreme på osv. Sådan fortsætter du indtil du er tilfreds med resultatet.
Pynt
Smeltet mørk chokolade sprøjtet på med en pensel
Hvide chokoladespåner
Påskeæg